Virksomhedspant i brugte biler

Tirsdag, 29. oktober 2013

Reglerne om virksomhedspant giver erhvervsvirksomheder mulighed for samlet at underpantsætte, hvad virksomheden ejer og fremtidig erhverver af visse typer aktiver.
Virksomhedspant er således et ’flydende’ pant, idet aktiverne kan udskilles ifølge sædvanlig drift, mens nye aktiver, som virksomheden erhverver inden for de pantsatte kategorier, automatisk bliver omfattet af virksomhedspantet.

Efter de hidtidige regler var der visse begrænsninger for, hvilke aktiver der kunne omfattes af virksomhedspantet – det har f.eks. ikke været muligt at få brugte motorkøretøjer under et virksomhedspant.

Med lovændringen, hvorved brugte biler bliver omfattet af virksomhedspantordningen, vil bilerne glide ind og ud af pantet som følge af pantets ’flydende’ karakter, og der vil ikke være behov for tinglysning af pant i den enkelte bil. Med en sådan ordning er der mulighed for en ny og mere fleksibel belåning af varelagre af brugte biler.

De ændrede regler er primært interessante for erhvervsdrivende, som driver erhvervsvirksomhed med køb og salg af motorkøretøjer (bilforhandlere). Biludlejnings- og leasingvirksomheder, som efter endt udlejning eller leasing sælger motorkøretøjer mv., vil også kunne udnytte de nye regler.

I forbindelse med lovændringen gøres opslag i det digitale tinglysningssystem gratis. Tinglysningsafgiften hæves fra kr. 1.400 til kr. 1.600.

Tinglysningsafgifter, der afholdtes i forbindelse med etablering af virksomhedspant, skal behandles som låneomkostninger og kan fradrages i indkomstopgørelsen i takt med afviklingen af det bagvedliggende lån.



Vi er medlem af:

fdr-logo